Få tjek på salget med OneDay

Det kan være noget af en mundfuld at får styr på sit salgsarbejde, derfor tilbyder Turisme Faxe nu endagskurset OneDay i samarbejde med Stevns Erhverv og Erhvervshus Sjælland. Med OneDay får deltagerne målrettet deres salgsindsat og overblik over, hvordan de griber salgsprocessen an. Kurset finder sted den 18. januar 2024 i Faxe Ladeplads.

Som virksomhedsejer er det afgørende, at man har styr på sit salg, og det får deltagerne med OneDay. Her kommer deltagerne nemlig omkring emner som valg af kunder, kerneprodukter og services, salgskanaler, valg af budskaber, prissætning og meget mere. Det hele bliver forklaret på en lettilgængelig og praktisk måde.

– Ligegyldig om du har en virksomhed, organisation eller forretning kommer du ikke udenom salg, og netop derfor er det supervigtigt, at man har styr på salgsprocessen. Med det her endagskursus kommer deltagerne til at stå stærkere i deres salgsarbejde. De kommer rundt om vigtige elementer som for eksempel, hvad er deres unikke selling points, og hvordan formidler de dem overfor kunden – og hvad er forskellen mellem salg og markedsføring. Kort og godt bliver deltagerne med OneDay klogere på, hvordan de forbedrer deres bundlinje via deres salg, siger projektleder for Turisme Faxe Ane Dolward.

Kurset veksler mellem korte undervisningsindlæg og samtaler i mindre grupper. Deltagerne skal også udarbejde en handlingsplan, de skal præsentere for ”bestyrelsen”. En handlingsplan som de kan tage med hjem og bruge direkte i virksomheden eller forretningen.

Eksperter i salgstræning

Undervisningen står forretningsudviklere Nils Hall Torgersen og Carsten Lindschmidt fra Erhvervshus Sjælland for. De har begge mange års erfaring i at hjælpe virksomheder med deres salg og markedsføring.

Nils Hall Torgersen er strateg med stort S. Han er den rette sparringspartner, hvis man har brug for at komme et skridt videre eller er usikker på retningen. Mens Carsten Lindschmidt har mere end 20 års erfaring som leder. Han har været med til at starte flere virksomheder og hjulpet mere end 500 virksomheder med ledelses- og forretningsudvikling.

Praktisk information

OneDay er for alle som er interesseret i at styrke deres salgsarbejde. Kurset finder sted den 18. januar kl. 9.00-16.00 i Faxe Ladeplads Station, Postvej 3, 4654 Faxe Ladeplads.

Prisen er 200 kr. og dækker forplejning og kursusmateriale. Man tilmelder sig her på hjemmesiden under Arrangementer senest den 11. januar 2024.

Program

  • Kl. 9.00: Velkomst og intro
    Kl. 9.30: Kunder – hvilke overvejelser skal jeg gøre mig?
    Kl. 10.00: Salg og markedsføring
    Kl. 12.00: Frokost
    Kl. 12.45: Fortsæt fra hvor vi slap før frokost
    Kl. 13.30: Udvikling af 4 ugers TO-DO plan og 2 x ”Foretræde For Bestyrelsen”
    Kl. 15.00: Fælles præsentation og afslutning
    Kl. 16.00: Tak for i dag
Categories: Nyheder