Månedens klumme – marts 2024

Business Faxe bakker op om Faxe Kommunes nye erhvervsstrategi

Faxe Kommune har netop vedtaget den nye erhvervsstrategi for perioden 2024-2028 – en strategi Business Faxe bakker op om! Den nye strategi sætter nemlig en klar kurs mod fremtidens udfordringer og muligheder, og vi er begejstrede for de store ambitioner. Lad os se på, hvordan vi med vores indsatser byder ind på kommunens strategi.

Knudepunktet ved motorvejen i Rønnede

Et af de centrale områder i Faxe Kommunes strategi er udviklingen af infrastrukturen ved motorvejen i Rønnede. En vigtig brik – især med den kommende Femern Bælt-forbindelse. I Business Faxe arbejder vi allerede på at omsætte COWI’s forprojekt, et initiativ som kommunen har iværksat og skal have ros for, til en brugbar strategi. Det gør vi for at sikre en effektiv udvikling af området.

Turisme og oplevelser

Faxe Kommune har ambitioner om at tiltrække flere besøgende til området. Kommunes plan inkluderer støtte til bæredygtige overnatningssteder og udvidelse af lystbådehavnen i Faxe Ladeplads. Aktiviteter som cykelruter er også i fokus for at tiltrække turister. Samarbejde med nabokommuner og Visit Sydsjælland & Møn er afgørende for markedsføringen af cykel- og vandreruter samt andre seværdigheder. Med Turisme Faxe i spidsen støtter Business Faxe initiativerne. Turisme Faxe samarbejder derfor tæt med Stevns Kommune og Visit Sydsjælland & Møn for at gøre vores område til en attraktiv destination. Samtidig sætter Turisme Faxe fokus på at opstarte nye virksomheder og hjælpe eksisterende med at udvikle sig og blive mere bæredygtige.

Byudvikling og detailhandel

Fokus på bymidterne i Haslev og Faxe er også en central del af kommunens strategi. Strategien peger ligeledes på muligheden for en citymanager-funktion og etablering af et iværksætterhus. Alt sammen noget Business Faxe er engageret i via samarbejde med det lokale erhvervsliv. Sammen med Faxe Handelsråd ser vi på, hvordan vi kan bevare byernes unikke karakter, så de kan skabe en sammenhængende helhed. Vi ser også på, hvordan en citymanager kan koordinere indsatsen på tværs af kommunen. I Business Faxe har vi allerede vores eget 3.500 kvm store iværksætterhus, Grobund, i Haslev. Et blomstrende vækstmiljø for industri- og håndværksvirksomheder, som bidrager aktivt til lokal udvikling og vækst. Det er vi faktisk ret stolte af.

Bæredygtig erhvervsudvikling

Støtte til bæredygtige virksomheder er en prioritet i Faxe Kommunes strategi. Hos Business Faxe er det også et centralt fokusområde. Med turismebranchen som spydspids for resten af erhvervslivet, er vi allerede i gang med at gennemføre en række bæredygtighedsscreeninger, som er virksomhedernes første skridt på vejen til en mere bæredygtig fremtid. En anden branche, som også har ’set lyset’ i bæredygtighed, er bygge- og anlægsbranchen. Vi hilser derfor denne del af strategien om bæredygtig erhvervsudvikling særdeles velkommen, for det er en udvikling, der er kommet for at blive. Og her står vi klar med at bringe os selv og Erhvervsfremmesystemets mange konkrete ressourcer i spil.

Faxe Kommunes nye erhvervsstrategi er et spændende skridt mod en mere bæredygtig og lovende fremtid. Ved at fokusere på infrastruktur, turisme, byudvikling og bæredygtig erhvervsudvikling viser kommunen vejen. Og vi er stolte af at være en del af det hele! Vi tror på, at med samarbejde og visionære tiltag kan vi sammen skabe en kommune, der er både stærk og bæredygtig – en kommune vi alle kan være stolte af.

Tomas Legarth
Direktør
Business Faxe