Kom med i netværket Det Lokale Turismepartnerskab
Nu starter Turisme Faxe et netværk op – Det Lokale Turismepartnerskab – for alle turismevirksomheder. Det Lokale Turismepartnerskab har fokus på at styrke deltagernes kompetencer inden for områder som sociale medier, finansiering og fundsansøgninger. Netværket skydes i gang med et kickoff-møde den 21. september hos Business Faxe.
Alle virksomheder som arbejder med turisme, og som ønsker at være med i et partnerskab, hvor netværk og opkvalificering går hånd i hånd, får nu chancen for at være med i netværket Det Lokale Turismepartnerskab.
Med Det Lokale Turismepartnerskab får deltagerne et netværk, som løber over et år. Sammen med en af deres medarbejdere eller kollega tilbydes de her en række kompetencegivende aktiviteter og får muligheden for at møde andre, som arbejder med turisme.
Netværket starter op med et kickoff-møde den 21. september hos Business Faxe. Under mødet får deltagerne et indblik i, hvordan netværksåret kommer til at se ud, hvordan sæson 2022 tog sig ud, og så skal de hilse uformelt på hinanden.
Oplæg, markedsføring og studietur
Netværket er sat i verden for at styrke turismevirksomhederne og give dem mulighed for at samarbejde for på den måde at sætte endnu mere skub i turismen i Faxe kommune.
– Vi har rigtig mange dygtige og hårdtarbejdende turismevirksomheder i området. Med Det Lokale Turismepartnerskab giver vi dem et rum, hvor de kan udvikle deres kompetencer gennem oplæg med eksterne oplægsholdere, som kommer og deler ud af deres viden. De får også mulighed for at indgå i markedsføringssamarbejder, de vil få tilbudt studieture og meget mere. Formålet med netværket er at understøtte turismesamarbejdet på tværs af Faxe kommune og synliggøre de mange muligheder, der er i området for dermed at styrke turismeudviklingen, siger projektleder for Turisme Faxe Ane Dolward.
Målgruppe og praktisk information
Alle virksomheder som arbejder med turisme er velkomne i netværket Det Lokale Turismepartnerskab. Netværket løber over et år og ved tilmelding, må der deltage to personer fra virksomheden.
Vil man vide mere om netværket, tilmelding, pris og kickoff-mødet, kan man læse mere på Turisme Faxes hjemmeside her.
FAKTA
Om Turisme Faxe:
Turismen er allerede en styrkeposition for Faxe Kommune og skaffer mange arbejdspladser og aktiviteter til området. Netop derfor er der potentiale for vækst i branchen. For at udfolde dette har Faxe Kommune, i årene 2022-2025, afsat i alt 1 mio. kroner årligt til udvikling af det lokale turismeerhverv. Udmøntningen af pengene sker i regi af Business Faxe i en enhed ved navn Turisme Faxe. Projektleder for Turisme Faxe er Ane Dolward.
Prisen for medlemskab af Det Lokale Turimsepatnerskab er:
3.500 kr. (+ moms)
2.500 kr. (+ moms) for medlemmer af Business Faxe
Netværket løber over et år og ved tilmelding, må der deltage to personer fra virksomheden
Kickoff-mødet:
Tid: 21. september fra kl. 9.00-11.00
Sted: Business Faxe, Industrivej 2, 4683 Rønnede
Kontaktoplysninger:
Ane Dolward, projektleder for Turisme Faxe, M: 2825 1095, E: ad@businessfaxe.dk