Og de nominerede er…

De nominerede til årets erhvervspriser 2019 er fundet! Først og fremmest skal der lyde en stor tak for de mange indstillinger til en værdig modtager af en eller flere af de tre erhvervspriser.
Styregruppen har nu set og vurderet de indstillede kandidater i puljen, og har fundet tre nominerede i hver kategori.

Tre priser – tre kriterier: 

For at komme i betragtning til en af de tre priser skulle virksomhederne indstilles, og en række kriterier skulle være opfyldt.

Prisen for Årets Virksomhed skal gå til en virksomhed i positiv vækst, der har visioner for fremtiden, er en aktiv ambassadør for Faxe Kommunes erhvervsliv, og skaber arbejdspladser og tager et socialt ansvar.

  • I denne kategori er de nominerede; Karise Bageri som skaber arbejdspladser og tager et socialt ansvar, SJEB – Sjællands Erhvervsbeklædning som er i rivende vækst, har sans for service og er en meget aktiv ambassadør for lokalområdet, og Camp Adventure som med nye tiltag og visioner har vist kommerciel succes, og er til inspiration for resten af erhvervslivet.

Prisen for Årets Iværksætter skal gå til en nyetableret og innovativ iværksættervirksomhed, der er kommet godt fra start, og som styregruppen vurderer har potentiale for fortsat udvikling og vækst.

  • I denne kategori er de nominerede; KaffeLaug, hvor Maria som er en ildsjæl gennem entusiasme og hårdt arbejdet er kommet rigtig godt fra start, A-Holdet, hvor Simon med troværdighed, ikke mindst overfor sin medarbejdere, har fået etableret en solid virksomhed, og Dansk Skimmel som på utrolig kort tid har formået at vækste og udvikle nye forretningsområder

Prisen Årets Turismepris skal gå til en virksomhed, kulturinstitution eller ildsjæl, der bidrager til udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv og øger innovationen og professionalismen med initiativer eller indsatser, der sætter Faxe på landkortet som destination.

  • I denne kategori er de nominerede; Karise Permatopia, som med bæredygtighed på alle planer har sat Faxe på landkortet, Lhoist Faxe Kalk der med sin åbenhed og offentlige adgang til kalkbruddet, bidrager til lokal innovation og udvikling og Destination Gisselfeld, der har formået at samle og udvikle erhvervet om Gisselfeld til et interessant turistmål.

Vi glæder os til at kunne afsløre de tre vindere og generelt fejre det lokale erhvervsliv til årets Erhvervsprisuddeling den 28. november.

Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så er det ved at være sidste chance.
Se arrangementet her og tilmeld dig her.