Mød: Thomas Kongshøj Racing

”Det er klart det fedeste jeg havde prøvet, og samtidig det jeg var allermest bange for”

I månedens virksomhedsportræt kan du høre om hvordan Thomas Kongshøj blev en af de bedste motocross og endurokører  (med 10 Danmarksmesterskaber i motocross-disciplinen Enduro og motocross), hvordan han har gjort det til en forretning, hvad der skulle til før han kendte sine stresssignaler, og så er der også lidt sidebemærkninger om en halvkorrupt spansk politimand og andre pudsige anekdoter.

Som barn og ung havde Thomas prøvet diverse forskellige sportsgrene, men han fandt aldrig rytmen til gymnastik, og han var bange for bolden til både håndbold og fodbold. Han havde dog altid været fascineret af motocross, men det er en dyr sport og ikke noget man umiddelbart bare lige prøver af.
En dag faldt han over en træningsskole på Bornholm, hvor man kunne prøve det i en uge. Han startede ugens som værende lettere håbløs, men efter den ene uge stod han alligevel med en pokal i hånden. Det blev starten på en livslang passion for ’cykler og grej’, som han selv kalder det.

Thomas blev stille og roligt bedre og bedre, men han var stadig konstant bange, når han kørte. ”Det er klart det fedeste jeg havde prøvet, og samtidig det jeg var allermest bange for” Men det var en frygt han havde lyst til at kontrollere , og som i dag gør ham i stand til at hjælpe andre, både med at kører cross, men også med generelle ting i deres liv og virksomhed.

Stille og roligt vandt han flere pokaler og kom blandt de bedste i 80 kubik-rækken. Cyklerne blev større og stærkere, der kom flere cykler, mere grej, og det hele kostede flere penge. Da han blev Danmarksmester for første gang i 2007, kom der et markant skift i eksponeringen, og der kom også flere sponsorer til. Der var dog stadig langt til at han kunne leve udelukkende af det. Det var ikke særlig realistisk at kunne leve af sporten, det havde faktisk alle odds imod sig. Og dengang var der ikke noget der hed iværksætteri i folkeskolen. Men Thomas tog rundt og trænede og underviste på ungdomsskoler og i crossklubber, og alle han kunne komme i nærheden af. Derudover havde han en andel af en entreprenørvirksomhed, der renoverede butikker. Det var en fin og sund forretning, som gav smør på brødet.

”Det har altid været en drøm at komme til at leve af motocross, men samtidig også at videregive det jeg har oplevet og stadig oplever. Det at kunne give det videre til andre mennesker er helt klart lige så fedt som selv at kører”.

Historien frem til i dag

I dag ejer Thomas Kongshøj både 25 el-crossere og en masse almindelige motocross/enduro-maskiner. Der er rigtig meget gang i butikken, også i coronaen, selvom det selvfølgelig kan mærkes, at man ikke har måtte samle de samme antal mennesker.  Thomas har et unikt samarbejde med Ivan Reedtz-Thott, der gør at han kan køre på det 600 hektar store område Feddet. Men hvordan han nåede dertil, er en lang historie med mange sideløbende fortællinger.

For ca. 15 år siden præsenteret en af Thomas’ venner ham for Ivan Reedtz-Thott, ejer af Strandegård Gods, da han vidste at Ivan også var vild med motorcykler. Den fælles ven mente at der kunne komme noget spændende ud af et møde mellem Thomas og Ivan, og vi kan konkludere at han endte med at få ret.

Deres samarbejde startede i det små med at Thomas lånte en bane på Feddet, for at kunne træne i skoven, og samtidig holde kontakten ved lige. Men det var ikke før i 2009, da der var klimatopmøde i København, at det rigtig tog fart. Ivan havde nemlig fået den geniale ide at de kunne holde et stævne og prøve at gå ind på markedet med el-crossere. Ideen var at Ivan efterfølgende kunne tilbyde det som aktivitet til sine campister på Feddet, og Thomas kunne køre på dem med sine sponsorer og lave teambuilding.
Så de to gik i gang. De fik en maskine op fra Schweiz og Thomas blev fabrikskører for et firma kaldet Quantya. De endte faktisk med at lave Feddet om til et regulært test- og udviklingscenter.

Fra dag et, da jeg satte mig op på en el-crosser, blev jeg overrasket over hvor sjovt det var. Det er noget helt andet end at køre på benzin. Jeg sammenligner det ikke. Med El-cross kan du køre i naturen på en helt anden måde, som er helt unik. Motorer hører ikke til i naturen, det føles forkert at larme og forurene på Feddet.

Til sidst investerede Ivan i 35 cykler og i 2009 afholdte de verdens første elracerløb. ”ECO Enduro” De inviterede 35 af de bedste kører i Europa, hvoraf mange af dem aldrig havde prøvet en el-crosser. De kom alle til Danmark på Feddet, og blev introduceret til en verden de slet ikke kendte.

Efterfølgende begyndte Ivan planmæssigt at køre med campisterne, og Thomas var stadig med til at udvikle prototyper sammen med Quantya, og lavede en masse pr-stunts, teambuilding og sponsorture.
I 2013 bliver Thomas endnu en gang Danmarksmester i Enduro. I 2014 beslutter Thomas og Ivan sig for at gentage succesen, ved denne gang at afholde det første Danmarksmesterskab i el-Enduro. Deltagerne kunne have deres egen el-crosser med, eller leje en af Feddet. Thomas vandt også dette Danmarksmesterskab på deres schweiziske model, men kun med nød og næppe! For mange af de andre, fra Norge, Sverige og Finland, kørte på et mærke det hed KTM, og de kunne kører meget stærkere.
Da Ivan så hvor hurtigt de kørte, så købte han alle de cykler der var tilgængelige. Det var en kæmpe gamechanger, da de nye cykler havde noget som de gamle ikke havde – nemlig tilgængelighed.

”De kører fantastisk, og i modsætning til almindelige motocross kan alle køre på dem. Der er tre indstillinger og fordi de kører på el, er der ikke noget der går ud. Der er håndbremser ved styret som på en cykel og ingen gearkasse, at skulle forholde sig til.

Thomas så pludselig potentialet og ville gerne løfte det til mere. Thomas lavede sideløbende en masse teambuilding med sine egne motocrossere, både i Sverige, Norge og Spanien. Særligt i Spanien havde han en fået sat en god forretning op. Han arrangerede ture hvor virksomhederne kom ned og boede lækkert, havde lederudvikling, strategi og kørte Enduro i bjergene og motocrossen på banerne, så om aftenen var der fagligt indhold. Det stod han for on and off fra 2007 til 2017.

Da han havde været der nede i fem år, kørte han på et tidspunkt på en nedlagt golfbane. Det var bund ulovligt, men mange gjorde det, altså lige indtil politiet dukkede op. Thomas havde en hel gruppe med, men politiet skrev hurtigt alle cyklerne op, og så blev de sendt hjem. I kampens hede fik Thomas parkeret varevognen med alle cyklerne på en handicapplads, og det skal du ikke gøre i Spanien!
Politiet tog varevognen, inklusiv alle cyklerne, så Thomas måtte ned på stationen og måtte give en god slat penge for at få den udleveret igen. På vej ud ad døren bliver han imidlertid kaldt tilbage af politidirektøren Jesus. ”Prøv lige at hør her din snothvalp, vi kan jo se at du opfører dig ordentligt og du betaler dine ting. Men kunne du ikke hellere tænke dig at leje direkte af os?” Og fra den dag af lejede han boliger direkte af politidirektør Jesus, og kørte sin forretning derfra. Han fik endda tilladelser til at køre på tre områder, som Thomas Kongshøj Racing stadig har rådighed over i dag,  inklusiv den tidligere forbudte golfbane.

Spanien-eventyret kørte han, som nævnt, sideløbende med hans samarbejde med Ivan, Feddet, elløb,  og Danmarksmesterskaber Han havde derfor også sin sidste tur i 2017, da han besvimede af stress. Thomas havde faktisk så meget stress at han blødte ud af maven og havde fået hul på sine bronkier,
”Jeg trænede alt for hårdt og kørte min virksomhed for hårdt, og alenefar. Jeg havde fået et par advarsler og var besvimet før, men der lyttede jeg ikke. Men pludselig sagde det knald, og så blev jeg tvunget til at lytte.”

Så tog han hjem og kom sig egentlig ret hurtigt. ”Jeg havde lært min lektie denne gang og kendte nu mine egne stresssignaler.” I 2018 blev han Danmarksmester for 10 gang og han deltager også i programmet Versus på DR tre gange. Både mesterskabet og TV-deltagelsen gav rigtig god eksponering.

Virksomheden i dag:

I januar 2020 ser det rigtig godt ud. Ordrebogen er fyldt, der er planlagt og booket coaching og teambuilding for næsten hele året, blandt andet for Ardagh, Ferrero Rocher, Volkswagen, Rockwool og finansforbundet. Thomas har investeret i en masse grej til crossbaner og han havde booket baner rundt omkring i hele landet.
Men så rammer Corona Danmark og mailboksen bliver hurtig fuld af aflysninger.

Lige inden vi alle rigtig forstår hvad Corona egentlig er, og hvordan vi skal agere, kører Thomas ude på en bane i Næstved med sin søn og krammer en der lige har været i Norditalien – og så ligger han sig i tre uger. ”Jeg var helt færdig. Der lå jeg bare og tænkte okay, på den anden side af det her, skal der ske noget stort. Jeg tror på at der de næste to år skal ske noget godt. Jeg tror på at jeg skal samle folk i naturen og jeg skal dele denne fantastiske oplevelse med andre.”

Efter den lille åbenbaring ringer han til Ivan og siger ”nu rykker jeg”. Den er Ivan heldigvis med på. Thomas har derfor nu købt og overtaget alle el-crosserne fra Ivan og købt nye. Han lejer området på Feddet og har dermed verdens største område som aktør til at køre på, hele 600 hektar. En del af aftalen er at Thomas er tilgængelig og varetager otte uger om året, tre hold om ugen til campisterne.

Jeg har altid drømt om at få en stor legeplads, som er tilgængelig for alle, og det må vi sige jeg har fået.

Det der gør konceptet så unikt er, hvordan Thomas formår at kombinerer ledelse, strategi og udvikling med cyklerne.

Det sker på mange måder, blandt andet når virksomheder kommer her og skal prøve noget anderledes. De skal klæde om sammen, de skal køre sammen. De glæder sig, er spændte, måske også nervøse eller endda lidt bange. Det gør at mennesker får mødt hinanden på en anden måde end de er vant til i konkurrence-lokalet med et whiteboard. Det er oftest en uvant situation og rollerne bliver måske vendt om.

Når folk kommer hos Thomas til teambuling, så snakker de selvfølgelig også strategi, men de skal også have det sjovt og grine sammen. Når man gør det, så bliver tilliden større og samarbejdet bedre. Cyklerne hjælper med at gøre alt det teoretiske konkret. Her skal de hjælpe hinanden med at spænde støvlerne og de skal rejse hinanden op hvis en vælter, hjælpe hinanden igennem terrænet, Der laves forskellige former for teambuilding alt efter ønske.

Det er nemmere at snakke om strategi og ledelse efter man har løsnet op. Deltagerne bliver taget ud af en comfortzone og bliver mere nysgerrige på at udvikle sig. Det første kvarter er det måske lidt svært, men pludselig får de succes.
Der kan trækkes tråde tilbage til oplevelsen og drages paralleller. Thomas kan ofte se og mærke hvilken DISC-profil deltagerne har, på sådan en tur på cyklerne, hvor han guider og observerer.

Thomas kan i praksis køre med 9 cykler ad gangen. Han har også en ansat, der kan kører med, så han kan tilbyde sin ydelse til større virksomheder. Imens kan de andre deltagere lave aktiviteter som at spille dart, slå søm i, øksekast, minigolf, køre i golfvogn eller gå en tur til fugletårnet på Feddet. Afhængig af hvad virksomhederne ønsker, laver de nogle gange også øvelser i kommunikation og Thomas står for hele. Det er både muligt at spise frokost, aftensmad og endda at overnatte.

Du behøver ikke tage til Spanien for at få en stor legeplads med plads til det hele. Her har vi smukke omgivelser, der er mad, underholdning, teambuilding og el-offroad.

Thomas får mange meget forskellige virksomheder og instanser på besøg. Nogle gange kommer Jægerkorpset og laver øvelser om sikkerhed, og finansforbundet, Men hr og fru Danmark er også mere end velkommen. Målet og visionen er, at alle ret nemt kan få en smag og succes med sig selv i ”motorsporten” på 2 hjul, opnå at få rykket sine egne grænser på en sjov måde.

Det er for alle til alle. Hos Thomas er du velkommen lige meget om du er en familiefar, en vennegruppe, en virksomhed, en håndboldklub, eller en forening.

Lad mig bare sige at anmeldelserne på google de er gode. Folk bliver overrasket over hvor godt og hvor sjovt det er. Også over hvor stort og smukt stedet er og hvor nemt det er at kører på el-cross. Der er 600 hektar her, og der er nye oplevelser hver gang du sætter dig op på cyklen.

Lige nu har Thomas fokus på firmaevents og firmakonkurrencer. Han har lavet en bane med omgangstider og stopur. Det er det vigtigste, selvom om de store løb som DM eller Worldcup også er spændende, men det bliver nok på længere sigt.

Derudover vil han gerne åbne flere steder og gøre det endnu mere tilgængeligt. Han har købt en 7 meter stor varevogn, hvor cyklerne kan være inde i, til at kører rundt i landet. Thomas har en mentalitet der gør at han betragter problemer og uforudsete hændelser som en udfordring.

Det har virkelig hjulpet mig at kører ræs, hvor der altid sker noget uventet man skal navigere rundt om. Det gør at jeg ser udfordringer som spændende, men jeg glæder mig også til at se hvad det her kan blive til når Corona forhåbentlig letter sit greb om os alle sammen.