Mød: Optik Galleriet

I denne måneds portræt skal du møde Optik Galleriet, men i virkeligheden skal du nok mere møde Katja og Brian Kristiansen, for de ER Optik Galleriet.

Optik Galleriet, er som alle gode butikker burde være, hjertevarm, personlig og med kunden i fokus. Optik Galleriet har formået at gøre en gammel tradition moderne, ved at forene brillebranchen med smykkebranchen og med stor succes. Men hvordan det gik til og hvordan Brian og Katja endte med en så stor og succesfuld forretning, kan du læse videre om i månedens virksomhedsportræt.

Både Katja og Brian er uddannede optikere og på den helt romantiske måde, så mødte de hinanden på et salgsskursus, mens de begge var i lære. Efter de blev færdigudlært, arbejdede de sig hver især op i graderne forskellige steder. Mens Brian blev chef for flere butikker i Næstved området, blev Katja tilbudt at stå for en butik i Faxe.

”Vi kommer med to meget forskellige indgange til alting. I min familie er karriere vigtig og det bærer mine valg også præg af. Både min mor og far har været selvstændige.” fortæller Brian
”Det har aldrig været Katjas tanke, at hun skulle være selvstændig. Men det har altid været min drøm” siger Brian.

Det, at blive selvstændige sammen, var derfor heller ikke planlagt. Men da muligheden bød sig til, var de klar og 1. december 2000 åbnede de en butik på Kirketorvet i Faxe, som en del af kæden Profil Optik. For som Brian siger, ”hvis Katja skulle stå for hele butikken, så skulle vi også eje noget af den. Når man lægger hjerteblod i en butik, giver det mening man også har ejerskab.” Katja forsætter; ”og selvom det aldrig var en drøm at blive selvstændig, så bliver man jo flettet ind i det, man bliver en del af det hele og lever sig ind i det.”

I ti år var de en del af kæden Profil Optik, indtil den blev opkøbt af en kapitalkæde. Det så Katja og Brian som en perfekt anledning til, at prøve noget nyt. De flyttede lokale og gik ind i en selvstændig kæde kaldet Optik Team, som de stadig er en del af i dag. Det er nordens største indkøbskæde, med over 600 butikker i norden. Indkøbskæden giver butikkerne indkøbsfordele og er gode sparringspartnere, hvilket er nødvendigt, for konkurrencen er stor.

Skiftet betød, at de pludselig havde en helt anden medbestemmelse med hensyn til hvad der kunne købes ind, hvordan det skulle markedsføres mm. Men mere medbestemmelse, betød også mere arbejde, fordi de pludselig stod for det hele selv.

Sammenholdt med at familien også blev udvidet med 2 børn, så blev arbejdsopgaverne mere opdelt i butikken. Brian arbejder med alle aspekter indenfor optik, inklusiv svagtsyns- og samsynsrelaterede problemer. Katja tager ikke længere synsprøver, men træder selvfølgelig til og rådgiver om brillestel, linser og de optiske spørgsmål der måtte komme. ”Vi besluttede hurtigt at dele os op, så nu laver jeg alt det andet”, griner Katja.

Og der er meget andet at se til, ikke mindst fordi Optik Galleriet ikke kun handler med briller.  Allerede dengang de var en del af Profil Optik, legede Brian med tanken om, at kombinere briller og smykker. Så da byens guldsmed lukkede næsten samtidig med, at Optik Galleriet flyttede lokaler og gik for sig selv, så kunne det næsten ikke blive mere oplagt, at udleve den plan.

”Det var i den grad learning by doing, for vi havde ingen faglig viden i forhold til smykker og ure og måtte prøve os frem. Og ja, der har været en del fejlkøb hen over perioden. Men vi fik et godt samarbejde stablet på benene med leverandørerne, som flittigt delte ud af deres viden”, siger Katja.

Brian kom i et intensivt mesterlærekursus af den pensionerede urmager. Han var så venlig, at lære ham alt fra at skifte batteri i ure til småreparationer og til hvad man bestemt ikke skulle pille ved.

Og ideen med kombinationen af de to brancher viste sig at være god, for sortimentet er støt og roligt blevet udvidet, både indenfor smykker og ure. Vigtigt har det dog hele tiden været, at holde fokus på, at brilledelen ikke blevet overhalet indenom i forhold til antal briller/vægplads, spændende sortiment og stort udvalg. Sidste år måtte de tage konsekvensen af udvidelserne og flytte til endnu større lokaler – til Torvegade 20.  Og i dag har de, udover dem selv, også ansat en fuldtidsoptiker,  og vil på sigt også gerne ansætte en smykkeuddannet. Derudover har de tilknyttet en guldsmed og urmager, som primært varetager reparationer.

De to brancher supplerer hinanden rigtig godt og der er dejligt travlt. Især fordi brancherne har forskellige højtider, hvilket gør, at der er kommet et andet flow i kunderne. De kommer oftere og smykkekunder bliver ofte også til brillekunder og omvendt.

”Som selvstændige er man altid på arbejde, selv på ferier er vi opmærksomme på hvordan andre gør og bliver inspireret. Det er vigtigt, at prøve at følge med alle de trends der er – og der er de sociale medier utroligt vigtige”, uddyber Katja. ”Jeg bruger rigtig lang tid på både Facebook og Instagram. Det er nogle medier, som har en stor indflydelse på kunderne. Ikke et medie, som er faldet mig naturligt at bruge. Med det har igen været learning by doing! Noget virker og noget gør ikke. Og så har vi heldigvis 2 børn på 16år og 19år, som er hardcore på de sociale medier” siger Katja.

Det er vigtigt, at være omstillingsparate og ikke holde stædigt fast i noget som ikke længere virker brugbart. I år har de derfor også valgt, at ændre på en stor arbejdsopgave og tradition –  nemlig julekataloger. De har vurderet at det ikke er bæredygtigt, men til gengæld ekstremt dyrt og det er tvivlsomt hvor mange der egentlig får læst det. I stedet for, så uddeler de jule- goodiebags med alle tænkelige julekataloger i –  til alle interesserede kunder. Så husk endelig, at kigge forbi butikken slut oktober /start november, hvis du vil ha fat i julekatalogerne.

I det hele taget gør Katja og Brian det på deres egen måde, og man må sige det virker, så travlt som de har. De er ikke bange for at ændre på det der ikke fungerer, at stille spørgsmålstegn til de gængse normer og stille krav til forhandlerne, hvilket i sidste ende kommer kunderne til gavn.
Det at  være sig selv kontra i en kapitalkæde, giver mulighed for, at være meget mere personlig i sit udtryk og tilpasse sig den by man er i. ”Der er en ide om, at forbi vi ligger ude på landet, så skal det være afdæmpet og ikke for prangende og smart. Men det er slet ikke vores opfattelse og heller ikke det kunderne søger”: siger Brian. ” Da vi åbnede for 21 år siden, der troede vi også, at det var sådan kunderne ville ha det. Og vi endte ud i, at måtte ændre hele vores sortiment.” supplerer Katja. ”Kunderne vil ha det nye på markedet, masser af farver og nok at vælge imellem” siger Katja

Det at have en butik i et mindre samfund, er også en kunst, hvor man lever sig ind i hinandens liv – på godt og ondt. ”Vi griner sammen og vi græder sammen” som Katja udtrykker det. Det kan man ikke gøre påtaget, enten har man det i sig eller også har man ikke”. Kunderne ved en masse om vores liv, både det gode og det sørgelige” siger Katja. ”Det bliver en naturlig del af samtalen, når kunderne også deler ud af deres liv. Vi har et kæmpe privilegie i, at blive indviet i kundernes glæder og sorger.  Og det er for os, meget vigtigt at give sig tid til dette” påpeger Katja.

Brian fortsætter; ”Hos os er alle kunder nærmest en del af familien. De kender os og det er også det mange kommer for. Fordi det føles hjemligt.”

”Det at købe briller og smykker kan man jo gøre alle steder efterhånden. Det kan være lidt af en jungle at bevæge sig rundt i. Men man kan være helt sikker på, at vi ikke bare sælger for at sælge. Det bider sig i halen i den sidste ende” siger Katja. ” Vi kan kun gøre vores ypperste i, at vejlede og rådgive i den givne situation – og derved få en tilfreds kunde, som forhåbentlig får lyst til at komme igen en anden gang”

”Nogen har en opfattelse af, at det er dyrere at handle lokalt og at udvalget ikke er lige så stort – men sådan synes vi bestemt ikke det er hos os ” siger Katja. ” og ellers gør vi alt hvad vi kan for, at skaffe det kunden søger”. ” I sidste ende er det jo ganske simpelt – hvis ikke kunderne er der, så er vi heller ikke. Det er ligesom alt andet – et samarbejde, som skal fungere for begge parter” slutter Brian af.

Besøg endelig Optik Galleriet på Torvegade 20 i Faxe. Hvis ikke for briller eller for smykker –så for en snak. Selvom der er godt gang i biksen, så har de aldrig for travlt til DIG.