Månedens klumme – Oktober

Månedens klumme – Oktober

Lokal stolthed og sammenhængskraft understøtter vækst og udvikling!

Vi skal være stolte af vores lokale DNA! Det er det, der gør os til dem vi er og det er det, vi skal leve og vokse af i fremtiden! Derfor skal vi huske at fejre vore succeser, så vi styrker sammenhængskraften lokalt!

Vi har faktisk en del at være stolte af i det lokale erhvervsliv og derfor skal vi igen i år fejre hinanden og uddele priser til tre virksomheder der har fortjent en særlig anerkendelse. Den 28. november samler Business Faxe det lokale erhvervsliv om årets prisuddeling. Her skal vi fejre lokale succeser, blive inspireret af et spændende foredrag og ikke mindst spise dejlig mad på Rønnede Kro.

Erhvervsprisuddelingen er for det lokale erhvervsliv til det lokale erhvervsliv. Derfor har alle haft mulighed for at indstille virksomheder til de tre priser. Erhvervsprisuddelingen har nemlig tre selvstændige erhvervspriser der, ligesom sidste år består af ’Årets Virksomhed’, ’Årets Iværksætter’ og ’Årets Turismepris’.

Tre priser – tre sponsorer – tre sæt kriterier

For at understøtte den lokale sammenhængskraft er der valgt 3 priser, der er afgørende for væksten i vores lokalområde. Sammenhængskraften viser sig allerede ved, at tre lokale virksomheder/organisationer har valgt at sponsorere netop disse priser. For at komme i betragtning til en af de tre priser, skal en række kriterier være opfyldt.

Prisen Årets Virksomhed er sponseret af Sparekassen Sjælland-Fyn, og kriterierne for prisen er en virksomhed i positiv vækst, der har visioner for fremtiden, er en aktiv ambassadør for Faxe Kommunes erhvervsliv, skaber arbejdspladser, og tager et socialt ansvar.

Prisen Årets Iværksætter er sponseret af Beierholm, og kriterierne for prisen er en nyetableret og innovativ iværksættervirksomhed, der er kommet godt fra start, og som vi vurderer har potentiale for fortsat udvikling og vækst.

Prisen Årets Turismepris er sponseret af Faxe Turismenetværk, og kriterierne for denne pris er en virksomhed, kulturinstitution eller ildsjæl, der bidrager til udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv, og øger innovationen og professionalismen med initiativer eller indsatser, der sætter Faxe på landkortet som destination.

Indstillet – nomineret – vinder!

Blandt de indstillede vil styregruppen for årets konference, den 11. november, nominere tre kandidater til hver pris og i sidste ende kårer vinderne ved selve erhvervsprisuddelingen den 28. november.

I styregruppen sidder Tomas Legarth på vegne af Business Faxe, Gregers Münter på vegne af Faxe Turismenetværk, Dorte Grøndal Hansen på vegne af Beierholm og Jeanet Lindholm på vegne af Sparekassen Sjælland-Fyn.

Inden selve erhvervsprisuddelingen vil vi lade os berige og inspirere af et foredrag om ledelse i forandring af General Peter Bartram, tidligere Forsvarschef, nuværende foredragsholder, rådgiver og professionelt bestyrelsesmedlem i flere store samfundsvigtige virksomheder og organisationer.

Aftenen fortsætter med at vi skal nyde en udsøgt tre retters gallamiddag med tilhørende vine. I Business Faxe glæder vi os til at fejre det lokale erhvervsliv!

Tags: