Månedens klumme – oktober 2021

Deltager du?

Efteråret er over os, restriktionerne er væk og livet er så småt ved at komme tilbage til normalen efter et par bemærkelsesmæssige år med Corona.

Men ikke alt er vendt tilbage til pre-corona tilstand. Vi har blandt fået bedre håndhygiejne, vi har lært værdien af onlinemøder og ikke mindst hjemmearbejdsdage. Nogen af os har måske også opdaget glæden ved ikke at have så mange arrangementer og planer i kalenderen, eller måske har vi bare glemt hvordan vi gjorde og hvorfor vi gjorde det?

For selvom det kan være godt at sortere lidt ud i og vurdere hvilke ting man deltager i, er det også vigtigt nogle gange at komme ud ad døren og ud i verden.

Af samme grundt, gør vi en stor indsats for at kunne tilbyde jer arrangementer, forløb og netværk, der er værdiskabende for jer. Det gør vi fordi vi ved at det personlige møde, det inspirerende oplæg, det informative møde og det relationsbyggende netværk er essentielt som virksomhedsejer og iværksætter.

Vi ved også at man hurtigt kan føle, at man har for travlt med sit arbejde til at kunne prioritere ovenstående. Vi vil dog alligevel plædere for, hvorfor det er vigtigt at gøre det.

Det er vigtigt af to grunde. For det første giver det ny viden, inspiration og samarbejde på tværs, når du deltager i relevante arrangementer eller netværk. Oftest lære du noget, du ikke vidste du manglende, eller bliver opmærksom på en løsning, du ikke vidste eksisterede.

For det andet er din deltagelse nødvendig for at sikre fremtidens tilbud. Devisen, at hvis du gerne vil have lokale butikker i morgen, skal du handle i dem i dag, gælder også i vores branche. Hvis du gerne vil have at din lokale erhvervsservice kan tilbyde dig foredrag, forløb og netværk, så er du nødt til at deltage. Til gengæld for din deltagelse garanterer vi viden, inspiration, udvikling og nyttige relationer. Det er da ikke et helt dårligt bytte vel?

Og i forlængelse af den opfordring vil vi helt ublu fortælle lidt om efterårets arrangementer, som du burde deltage i. Vi tager den i kronologisk rækkefølge for nemheds skyld.

Den 26. oktober holder vi årets udbudsmødet hvor både borgmester og kommunaldirektør, samt SUI (Sydsjællands udbud- og indkøbssamarbejde) kommer og fortæller om Kommunens udbud og hvordan man kommer i betragtning til disse. Dette arrangement er mest målrettet bygge- og anlægsbranchen.

Den 3. november kan du finde ud af hvordan dine lokalpolitikere forholder sig til erhvervet, når vi holder en erhvervspolitisk valgcafe. Politikere fra alle partier kommer og du har mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere på hvor du vil sætte dit kryds.

Den 25. november holder vi årets store erhvervsprisuddeling på Rønnede Kro. Vi gentager succesen og fejrer erhvervet ved at uddele tre priser til dem der fortjener en ekstra anerkendelse. Jesper Mathiesen fra Camp Adventure kommer blandt andet og fortæller om processen, planerne og ambitionerne for Camp Adventure og så skal vi ellers nyde en vidunderlig middag i smukke rammer. Alle er velkomne og vi glæder os endnu en gang til at fejre det lokale erhvervsliv.

Sidst, men ikke mindst, vil vi slå et slag for vores populære netværksmøde MorgenForum. Hver den første tirsdag i måneden mødes morgenfriske virksomhedsejere for at blive inspireret, oplyst og ikke mindst bekendte med hinanden.

Du kan naturligvis læse mere på vores hjemmeside. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af lokalt erhvervsnyt. Vi glæder os til at se dig!

Erhvervsdirektør
Tomas Legarth

Tags: