Mød: Johs. Møller Maskiner

Virksomhedsportræt – Johs. Møller Maskiner

Selvom virksomheden ikke hedder ’Petersen Maskiner’, har Leif Petersens familie været med helt fra starten.  Leif Petersen selv har været ansat i godt 34 år, ligesom både hans far, farfar, mor og to onkler også var ansat i virksomheden Johs. Møller Maskiner. Leif Petersen er desuden for nylig tiltrådt Business Faxes bestyrelse som suppleant og for dette vil vi gerne endnu en gang sige hjertelig velkommen, og tak fordi du vil være en del af talerøret for de lokale virksomheder.

Johs. Møller Maskiner blev grundlagt i 1940, og er i dag en imponerende virksomhed, som er en af de store spillere på det danske marked indenfor salg af store maskiner. Før i tiden producerede de mange forskellige produktionsmaskiner foruden grussorterere, gravemaskiner og vejtromler på fabrikken i Sønderjylland. Men i 1960’erne begyndte virksomheden også at importere og sælge Liebherr-maskiner – en udvikling, der gjorde virksomheden til en eminent underleverandør, og med tiden blev det firmaets hovedområde.
I 90érne besluttede man sig for at omorganisere virksomheden, og Johs. Møllers Maskinfabrik A/S er, sammen med andre datterselskaber, i dag ejet af JMM Group. Samtidig er virksomheden nu 100% underleverandør og håndterer også reparationer og service på maskinerne.

Hvem er Johs. Møller Maskiner i dag?

Vi har snakket med Leif Petersen som er salgsdirektør og partner for Johs. Møller Maskiner, og hvis man beder Leif om at fortælle essensen af Johs. Møller Maskiner, siger han at den korte version er, at de sælger, servicerer og reparerer!

JMM Group består i dag af fem forskellige virksomheder, der hver især håndterer forskellige typer maskiner. Foruden Johs. Møller Maskiner består JMM Group af Stemas Maskinsalg, der sælger ’minimaskiner’ (altså alt under 12 tons), Normas Cranes, der sælger og udlejer tårnkraner, Åkerbergs Maskiner som servicerer og sælger på primært havne og til sidst Coasters Service, som sælger generatoranlæg, men som forventes sammenlagt med Stemas Maskinsalg på sigt.
Hos Johs. Møller Maskiner er der tre afdelinger, én i Horsens, en mindre økonomiafdeling ved den oprindelige fabrik i Sønderjylland, og én i Rønnede. I afdelingen i Rønnede er der 32 ansatte, som er en blanding af timelønnede værkstedsfolk, funktionærer, sælgere og en salgschef for specialprodukter.

På landsplan er de 170 mand. Leif fortæller, at efter krisen i oo’er opererer de kun i Danmark og en smule i Norge, men ikke noget der ikke kan styres fra Danmark. I bagklogskabens klare lys har de erkendt at de ikke var så gode til at styre ekspansion i udlandet, og det har kostet dyre lærepenge at komme til den erkendelse. Det har altid været i Danmark, de har tjent pengene, og nu er de igen gået ’back to basic’ og har valgt at udvide på andre måder end internationalt. For eksempel har de lige købt 50 % af en maskinforretning i Horsens som har nogle konkurrerende produkter. Så nu ejer de 50% af den virksomhed, men er ikke som sådan involveret i dagligdagen.

Men hvordan er det så lige, at man sælger så store maskiner?

Leif fortæller at de fleste salg sker via messer. Der er ikke meget almindeligt kanvassalg over så store maskiner og dermed også så store investeringer. Derudover er der også meget gensalg og mersalg. Leif kan også fortælle at markedet for især store maskiner går mere og mere over til at udlejning. Det drejer sig nemlig om ganske store beløb. Den billigste maskine koster kr. 350.000 og den dyreste rammer ca. 20 millioner kroner.
Johs. Møller maskiner importerer et bredt spekter af materiel fra 6 forskellige fabrikker;
en gummigedsfabrik, en dozerfabrik, teleskoplæssere, kranfabrik, industrimaskiner og gravemaskiner på både hjul og larvefødder. Og det hele i alle mulige størrelser.

Hvordan kom du ind i Johs. Møller Maskiner?

Virksomheden så en del anderledes ud, da Leif startede for 34 år siden. I 1971 flyttede en afdeling til Sjælland hvor Leif Petersen far rykkede med og startede afdelingen op fra ingenting. Nu er Sjællandsafdelingen den største – og har også de største kunder.

Leif er udlært mekaniker og senere merkonom og startede i virksomheden som montør. Senere blev han værkfører og afdelingsleder, og til sidst sælger og salgsdirektør, og er nu partner i firmaet.  Leif blev på sin vis tvunget ind i salgsdelen. Før han blev slagdirektør, havde de en supersælger på Sjælland, som desværre gik bort, og så havde de et ’lille’ problem. Leif havde dengang ingen interesse i at blive sælger, han var glad for at være værkfører, men chefen (som stadig er den nuværende chef), så et potentiale i Leif, og det er nu 10 år siden.

I dag er Leif egentlig over det hele, selvom der er ansat en ny afdelingsleder i Rønnede. Leif er nemlig salgsdirektør for Danmark og for Liebherr-produkterne, og det betyder i praksis at alt hvad der vejer mellem 12 og 800 ton, er på Leifs bord!

I denne uge er Leif på en verdens største maskinmesser, Bauma i München. Der er tale om en større event, idet de har taget 200 kunder med ned til virksomhedens ikke helt lille stand, som ca. 100 mand har bygget på i 6 måneder.  Heldigt at messen kun bliver afholdt hvert tredje år…

Hvad byder fremtiden på?

Fremtiden byder på en flytning for at give virksomheden mere plads. Maskinerne bliver jo kun større og større. Johs. Møller Maskiner flytter ud til motorvejen inden for et års tid og gerne ved årsskiftet. Leif havde gerne set det var endnu hurtigere, men planen om først at sælge deres nuværende sted og så flytte, har vist sig at være lidt problematisk. Købere til den nuværende grund er simpelthen for utålmodige og har ikke 9 måneder at vente på at kunne flytte ind. Så nu bygger de deres nye bygninger før de sælger det nuværende.
Den nye grund er ca. 25.000 kvadratmeter og Johs. Møller maskiner bygger der 3500 kvadratmeter værksted og kontor, og 1000 eller 2000 kvadratmeter koldhal.