Faxe Kommune har besluttet at investere i turismen over de næste 4 år

Faxe Kommune har besluttet at investere i turismen over de næste 4 år

I Business Faxe glæder vi os over, at Faxe Kommune ser det store potentiale i turismen og samtidig rækker ud til en branche, der har været hårdt ramt.

Faxe Kommune har besluttet at afsætte kr. 500.000 hvert år de næste 4 år til at forankre turismeindsatsen i Business Faxe, i første omgang primært med fokus på Kystprojektet og projektet Rute 54.

Kystprojektet skal udvikle, kommunikere og vedligeholde et koncept og brand i det kystnære område om Faxe bugt fra klint til klint, som taler til turisterne og som erhvervslivet kan se sig ind i og udvikle sig på baggrund af. Tilsvarende skal projekt Rute 54 udvikle, kommunikere og vedligeholde et koncept og brand i områderne langs ruten fra Karrebæksminde til Faxe ladeplads.

”Vi ser store perspektiver i begge initiativer og vil gerne rose Faxe Kommune for at satse på projekter, der rækker udover kommunegrænsen både nord/syd og øst/vest.” siger direktør Tomas Legarth. Han tilføjer at der i Business Faxe vil være en fast ressource til at forankre og koordinere indsatserne, således at de samlet set vil udvikle området bedst muligt. Desuden vil det enkelte koncept og brand blive udviklet, opbygget, kommunikeret og vedligeholdt af professionelle turismefolk. Vi vil arbejde tæt sammen med VISM og forventer at få både støtte og hjælp fra den side også.